Slut, prut, finale

Festen er slut, grisen er ædt, grillen er hentet og teltet hænger til tørre i naboens lade et par kilometer herfra:

Det var en virkelig fabelagtigt aften – ja, hele weekenden spillede. Søde, søde mennesker, god stemning. Hjælp og samarbejde til højre og venstre og svin og øl så det rækkede.

Vejret var også med os det meste af tiden – selvom der dog også blev et par byger her og der – men ikke noget der skadede humøret, eller ikke kunne holdes ude af teltet.

Weekenden i billeder:

This slideshow requires JavaScript.

Torsdag er vejret fantastisk og tingene til festen kan læsses af i solen og misserne nyder lige som os det gode vejr.

Fredag startede i regn og i regn var vi ude og købe ind … men lige som vi svingede tilbage og ind på Saksild Plantage brød solen frem – og på vejen stødte vi på de første gæster og der kom gang i festen. Græsset blev slået, fadøllet kølet ned og skænket op og teltet fik ben og gå på. Folk kom dumpende og ved en 19-tiden blev der tændt for en grille og roen og hyggen faldt på … og kl. 2.15 gik de sidste folk i seng.

Lørdag startede den store festdag, med at vi gik fra sengevarmen og ud i favnen af en glad gris. Hele formiddagen blev der knoklet og udfyldt opgaver af alle og enhver. Stort, stort teamwork. Kl. 12 blev grillen tændt og ved 13-tiden kom grisen på og lå og snurrede mens forberedelserne blev forberedt. Der var god tid og solskin og der blev endda arrangeret golf og søsætning af båd. Kl. 18 var grisen klar og festglade mennesker kunne sætte sig om et fint pyntet og veldækket bord.

Og spise til den store guldmedalje. Øllet flød flittigt, ligesom snakket over bordene. Efter desserten og fællespræsentatationen var det tid til bål på stranden – og ilden fortsatte hjemme på grunden, hvor der blev der tændt op i bålfadet og vist hvad man også kan bruge en dykkerflaske til.

Mens aften gik over i nat, blev røverhistorierne udvekslet og langsomt tyndede det ud i gæsterne – og klokken 2.30 kunne værterne gå trætte men glade i seng.

Søndag startede både senere og langsommere end lørdag. Morgenmaden blev indtaget rundt omkring i de forskellige lejre, men omkring kl. 12 dukkede en del af gæsterne op – og hjalp med at pakke festen ned og få sig en flæskestegsandwich. Vejrheldet var brugt op og det var til dyp på taget at de sidste historier blev udvekslet og den sidste øl blev drukket. 120 liter fordelt på 33 voksne og 2 børn. Teltet blev taget ned som det sidste og hænger som sagt og drypper i naboens lade.

…. en lang og dejlig weekend er slut og pakket ned.

Og et fint punktum for et fint år er nu sat … tak til alle der var med til at gøre både året og festen i går til en fantastisk oplevelse.

… og til dem der var med, som gerne vil se flere billeder fra festen: kontakt mig på mail eller facebook, så sender jeg et link til et sted de kan downloades fra.

dagen derpå

Grisen er spist og resterne ligger i det regnvåde græs. Rundt omkring i området og oplandet ligger folk og sover.

Det var en rigtig god fest – eller “ikke så ringe endda” som man siger her i det her Jylland.

Lidt senere i dag, skal der nok komme lidt stemningsbilleder på bloggen over dagen og aften – men lige nu står den på en halv time mere på øjet, inden dagen går over i oprydning, morgenmad og lidt senere; flæskestegssandwich.

Det blir’ en god dag, men jeg håber godt nok at der er nogen der kommer forbi og giver en hånd med, med oprydningen….

Godt begyndt at halvt fuldendt

Ved et-tiden blev svinet lagt på grillen. Ridset og godt saltet til.

Nu ligger det og sveder i varmen, mens vi andre kigger på himlen og har svært ved at forudse om vi kommer til at svede eller fryse, den næste halve times tid. Vejret er mildest talt skiftende – men det hælder nu heldigvis mest til solsiden.

Mænnerne sidder og snakker om øl. Ja, lidt mere end snakke bliver der vist også gjort, for den første fustage er allerede blevet tømt. Imens har et par flittige kvinder travlt med pynte aftens bord.

Hans Jørgen har fået sat sin båd i vandet, og jeg er sikker på at hvis vejret tillader, så er der mulighed for en tur i båden, i løbet af dagen i dag eller imorgen.

Men lige nu og her, er der blevet sat gang i et slaw minigolf….

Så er solen og de første gæster landet

 

Græsset er klippet, fadølsanlægget er ankommet, sat til og virker. De første gæster er tjekket ind på Campingpladsen og en enkelt af dem der ikke kan være med til festen, er kommet forbi til en af de kolde og en haps fra det der nu kommer på grillen i aften.

Vi er ved at være (på vej til at være) klar til i morgen. En liste med ting der skal gøres er lavet. De første 4 gæster bad selv om det – sådan at de ved hvad der skal og kan hjælpes med. Og den bliver sat op og så regner vi med at vi hjælpes af mod det der gerne skulle blive årets grisefest.

Vi er klare og vejret er også klaret op – så velkommen til:

  

Fredagsplaner

Der er som sagt en del gæster der er i Saksild hele weekenden og der kan vi godt forstå, for der er så dejligt der i Østjylland.

Hvis I har lyst til at komme forbi og give en hånd med forberedelserne skal I være velkommen, vi er i sommerhuset hele fredagen.

Vi tænder en grill fredag aften ved en 18-18.30 tiden, og så kan dem der har lyst komme forbi, med deres middagsmad og så kan vi spise sammen.

“Brødhuset” der ligger overfor campingpladsen, får kød fra slagten i Hov, så det er muligt at købe noget fornuftigt kød der. Alternativ kan man handle ind i Odder, Hov eller købe en fisk hos fritidsfiskeren der annoncere med skilt på Kystvejen mellem Nordsminde og Rude.

Vi sørger for at der er noget sennep og ketchup og måske lidt salat, men det store apparat køres først i stilling til om lørdagen.